Cirka sådan levede Rosa Thomsen i flere måneder, inden hun som 15-årig blev diagnosticeret med tarmlidelsen Crohns. For Rosa var det et svært tidspunkt at få en kronisk lidelse på. I 9.klasse var der meget fokus på kærester og udseende, og hun havde ikke den største lyst til at fortælle om en mave-tarmlidelse, som i hendes øjne var en smule pinlig. Faktisk tværtimod: ”Jeg fortalte det slet ikke. Det var et tabu for mig. Det endte med, at jeg ikke kom i skole, fordi jeg var så syg. Jeg havde ellers en taxaordning, som kunne køre mig hjem hurtigt. Men selv det kunne jeg ikke klare. Mine klassekammerater vidste ikke, hvad der var galt. Men da jeg så endelig kom i skole og havde tabt 15 kg. på 2 måneder, kunne de godt se, at der var noget helt galt”.

Viser helst sin gode side

Crohns sygdom er ensbetydende med et liv med kronisk sygdom, som til og med er utilregnelig. Man ved aldrig, hvornår den blusser op og lægger sig igen. Rosa er i dag 24 år og har haft sygdommen i så mange år, at hun har lært at leve med den. Alligevel er det ikke noget, hun har lyst til at dele med hvem som helst: ”Det er meget privat for mig. Man vil helst vise den gode side af sig selv. Ligesom på Facebook, der ligger man heller ikke billeder op af dårlige dage. Kun af de gode. Jeg tager også mig selv i at sige, at jeg har en immunsygdom. Ikke en tarmlidelse. Jeg kan ikke altid rumme folks tavshed, når jeg har fortalt det. Og det er heller ikke alle, der kan rumme den fulde sandhed”.

Rart med fortrolighed

For Rosa har det været meget vigtigt at have en fortrolig udover sin mor og sin søster. Hendes nærmeste veninde har i en periode boet med hende i en måned i en 1-værelses lejlighed, og her kunne det ikke undgås, at veninden lagde mærke til sygdommen: ”Min veninde har set det hele. Det er dejligt. Men ellers har jeg ikke lyst til, at sygdommen skal være samtaleemne hele tiden. Nogle gange kan andre Crohns patienter have tendens til at lade sygdommen fylde alt. Jeg har ikke lyst til, at den skal styre mig for meget. Det har en psykolog hjulpet mig til at forstå. Lev med sygdommen, men lad ikke sygdommen leve dit liv”.