”Jeg ser med både bitterhed og harme på det udredningsforløb, jeg har været igennem. Det er så ulykkeligt.” Gizella Biro, 54, er én af de alt for mange kvinder med æggestokkræft, der i månedsvis er fejlbehandlet og -diagnosticeret af deres praktiserende læge. Med katastrofale følger. De første symptomer på at et eller andet er galt dukkede op i begyndelsen af januar 2005. Gizella Biro arbejdede dengang som gartner for Lyngby-Tårbæk Kommune. Når hun kørte de store traktorer og maskiner over ujævnheder, fornemmede hun en stærk smerte i underlivet. Som om hun havde ægløsning. Hun var også meget oppustet og havde høje infektionstal. Oveni led hun af voldsomme skuldersmerter.

12 konsultationer

Fra januar til maj blev det til 12 konsultationer hos egen læge. Diagnoserne lød tre gange på blærebetændelse, derefter underlivsbetændelse. Gizella Biro blev stopfyldt med penicillin. Uden nogen bedring. Hendes oppustethed blev forklaret med forestående overgangsalder. Og skuldersmerterne skulle en fysioterapeut tage sig af. 24. maj 2005 bliver hun endelig scannet hos en gynækolog, som finder en cyste på størrelse med en appelsin på Gizella Biros ene æggestok. Først da bliver den såkaldte CA 125 blodprøve taget. Den er en tydelig tumormarkør. Tallene var skyhøje. Tidspunktet for operation bliver fremskyndet. ”Jeg vidste, risikoen for kræft var der. Da jeg kørte fra lægen på min motorcykel, var det ved at gå galt. Jeg kørte nærmest i en trancetilstand.”

Behandling

5. juni 2005 bliver Gizella Biro opereret på Gentofte Hospital. Den barske dom lyder: æggestokkræft i stadie III C. Der er også kræft i skyllevandet. Hun kan ikke helbredes, men begynder i kemobehandling 14 dage senere på Herlev. Hun er 45 år, forlovet og har to sønner. ”Min verden sank i grus. Jeg tænkte: hvad nu. Det var meget svært og alt for tidligt at skulle indstille sig på døden. Men heldigvis kom der en markant fighterfølelse op i mig. Jeg har siden da prioriteret mine børn, børnebørn, naturen og det ikke at ha’ travlt. I stedet for at køre 120 på motorvejen, går jeg en tur og lægger mærke til hver en detalje omkring mig. Jeg fotograferer, har en fritids-genbrugsbutik på nettet og får førtidspension”.

Reinkarnation

Hvordan har dine pårørende reageret på din livstruende sygdom? ”Min ældste søn var med i det hele fra jeg fik diagnosen. Min yngste søn boede dengang hos sin far og vi havde ikke stor kontakt. Det har vi fået siden. Jeg er nu flyttet til Fredericia og bor tæt på begge mine sønner. Den ældste har lært at leve med min kræftsygdom og mine mærkværdigheder. Han tager stort hensyn til mig. Min yngste søn tackler det så godt som muligt og leder efter alternative behandlingsmuligheder.”

Forladt

Efter anden serie kemoterapi-behandling i august 2005 fik Gizella Biro en blodprop i hjertet. ”Da sagde jeg til min forlovede, at enten ville han blive og støtte mig i hele forløbet, eller han skulle finde sig et andet liv. Han valgte at forlade mig, men vi er fortsat venner. Ydermere blev jeg efter knapt 25 års forskelligt arbejde i Lyngby-Tårbæk Kommune fyret på grund af sygdom”.

En personlig kamp

Siden sin operation har Gizella Biro været igennem seks tilbagefald og kæmper stadig med det sjette. Hun går i øjeblikket i kemobehandling på Odense Universitetshospital. ”Der er så meget arbejde i at leve med en kronisk sygdom. Så jeg har valgt at bo alene. Jeg har ikke overskud til at lukke nogen ind. Tidligere følte jeg mig meget ensom, men nu har jeg igen lyst til at stå op. Det er vigtigt for mig at ha’ noget at se frem til. Hver gang jeg har haft et tilbagefald, er jeg nødt til at sætte mig et nyt mål. Denne gang er det at blive færdig med mit hjem. Her skal bl.a. males.” Når de mørke tanker rammer, bliver de bl.a. dulmet med beroligende musik. ”Jeg har en tro på reinkarnation. Der må være en mening med at mennesker kan huske tidligere ting. Det trøster mig. Men jeg er bange. Døden er den sidste, uspecificerede rejse. Mest angst er jeg for ikke at være parat. Jeg elsker at slå øjnene op om morgenen.”