Bekymringer om sygdomme har god tid til at vokse sig store i hovedet, hvis man lægger mærke til et symptom fredag eftermiddag, og der går flere dage, før lægen igen åbner konsultationen. Men der er slet ingen grund til at ligge vågen over et problem, som man hurtigt kan få afklaret. Det er i dag muligt at købe en lang række hjemmetests på apoteket, som er nemme at bruge, og som kan give et sikkert svar på de bekymringer om forskellige underlivssygdomme, man kan gå rundt med. Det fortæller gynækolog Christine Felding.

Hurtigt svar fejer bekymringerne væk

Christine Felding ser ofte, at ubegrundede bekymringer om mere alvorlige sygdomme som kræft vågner til live, hvis en veninde eller bekendt bliver ramt.

“Jeg ser jævnligt kvinder, der har oplevet, at en eller flere i hendes omgangskreds har fået konstateret kræft i æggestokkene eller livmoderhalsen. Hun kan gå i lang tid og blive urolig over symptomer, som i virkeligheden viser sig at skyldes en almindelig blærebetændelse eller svampeinfektion,” siger Christine Felding.

Derfor er hun positiv over, at det i dag er muligt at få fat i en lang række hjemmetests, som på få minutter kan give en afklaring og feje bekymringerne af vejen.

Sikre tests giver tryghed

“Vi har længe kendt til graviditetstests og ægløsningstests, men de senere år er der kommet flere til, som fungerer på samme måde, og som giver svar på kort tid. Og det kan jo være fredag eftermiddag eller lige op til påsken, at man står med problemet, og så er der rigtig længe, til man kan få fat i sin læge,” fortæller hun.

De nye tests fungerer ved, at man tisser i en lille kop og med en pipette drypper lidt af urinen på testpinden. Afhængig af, hvilken test man har fat i, skal man vente mellem 2 og 15 minutter, før svaret er klar.

“Det giver tryghed, og testene i dag er meget sikre,” siger Christine Felding.

“Faktisk er de et rigtig godt alternativ til at ringe til vagtlægen. Det kan være svært for lægen at diagnosticere lige så sikkert over telefonen, som de nye tests er i stand til.”

Lindring af symptomerne

De nye hjemmetests kan bl.a. vise, om man har blærebetændelse, svamp eller en anden bakteriel infektion. Nogle tests kan endda skelne mellem forskellige typer infektion. Hvis testen er positiv, kan man i nogle tilfælde begynde at behandle lidelsen med det samme.

“Måske har man allerede noget mod infektionen liggende derhjemme, og ellers kan man gå på apoteket og få noget i håndkøb, som kan holde symptomerne nede, indtil man kan komme til lægen.”

Testene fås i håndkøb på apoteket, og her kan man også få hjælp til at lindre symptomerne, indtil man kan komme til lægen.