Mange unge piger har et aktivt sexliv, der medfører mange bakterier i underlivet, som er med til at give urinvejsinfektion. ”I gamle dage var kvinderne jomfruer indtil ægteskabet. På bryllupsnatten fik de bakterier og fik urinvejsinfektion, der varede ind til de havde vænnet sig til de nye bakterier. I dag er de unge piger meget seksuelt aktive, og det giver mange forskellige bakterier i skeden. Her hjælper det i hvert fald at ’skylle ud’ ved at tisse efter samleje. Det kan ikke helt fjerne bakterierne, men de står så ikke i blæren,” forklarer Christine Felding, gynækolog og tilføjer, at det ikke er et spørgsmål om hygiejne, da skaden er sket, når først bakterierne er kommet ind.

Lav pH dræber bakterier

Ifølge hende er det også i forbindelse med urinvejsinfektion en god ide at benytte kondom, når man har sex. pH-balancen i skeden skal helst være omkring fire, hvilket er ganske surt, men det dræber bakterierne. ”Hvis pH stiger, får man flere infektioner. Det kan man modvirke med mælkesyretabletter, som sænker pH,” siger Christine Felding og nævner en anden underlivslidelse, vaginal tørhed, som oftest først opstår efter overgangsalderen, men også kræver behandling i form af østrogen, som bringer balance igen. ”Et sundt underliv kræver lav pH, at man tisser efter sex og IKKE har tørre slimhinder,” understreger hun.