Optimal søvn handler både om længde og kvalitet – den optimale søvnlængde ligger et sted mellem 7 og 9 timer. Men man kan godt sove 7-8 timer uden at få en god kvalitetssøvn, hvis hjernen er stresset. Det siger søvnekspert Mikael Rasmussen. ”Jo ældre du bliver, desto dårligere bliver din evne til at sove. Desuden viser undersøgelser, at kvinder har mere søvnbesvær end mænd.” Mikael Rasmussen mener, at det især kan skyldes stress.

Kvinders hjerneaktivitet er højere end mænds

”Nervesystemet skal være klart og afslappet, når man skal sove. Kvinder laver mere i det her samfund end mænd og deres hjerneaktivitet er højere end mænds. Derfor har de brug for mere søvn. Undersøgelser viser, at særlig de unge kvinder ikke føler sig friske og veludhvilede, når de vågner. Det er bekymrende. Det tyder på, at flere unge kvinder føler sig stressede,” siger Mikael Rasmussen.

Dårlig søvn er skidt for helbredet

Dårlig søvn i lang tid kan føre til depression, hjerte-kar problemer, højt blodtryk, overvægt, diabetes 2, kræft og kortere levealder. ”Optimal søvn kræver, at man går i seng på nogenlunde samme tidspunkt hver dag. Om aftenen skal man lukke stille og roligt ned efter en hård dag. Slap af den sidste time med en god bog, en sudoku eller en god snak med partneren. Og undgå skærme eller fed mad lige før du skal sove.”