Inkontinens kaldes også ”folkesygdommen man ikke taler om”, og det er der en god grund til. Rigtig mange danskere går nemlig og skjuler lidelsen både for sine nærmeste og for sin praktiserende læge, og det er en skam. Der er nemlig rig mulighed for behandling, fortæller Lone Mertz, der er kontinens-sygeplejerske på Hillerød Sygehus.

70 % kan hjælpes

”Mange opfatter det med at tisse i bukserne som noget der hører barndommen til, men ikke desto mindre er der rigtig mange kvinder, der lider af vandladningsproblemer. Heldigvis er der i dag flere forskellige behandlingsmetoder, der kan afhjælpe inkontinens. 70 procent af vores patienter vil have enorm gavn af knibeøvelser til at træne bækkenbunden op, og derudover findes der både hjælpemidler, medicin og operative indgreb til at behandle lidelsen”, fortæller hun. Mens det vurderes at én ud af 10 danskere over fem år er diagnosticeret med vandladningsproblemer, så frygter Lone Mertz at mange flere går og slås med problemet alene.

Aftabuisering af vandladningsproblemer

”Det er et tabu, der er rigtigt svært at bryde. De patienter der kommer på vores afdeling, har affundet sig med, at de har et problem, men undersøgelser viser også, at danskerne har rigtig svært ved at snakke med sin egen læge om netop sådan noget som inkontinens og psykiske problemer. Nogen får det måske fremstammet, når de alligevel er til lægen med et andet problem, men mange andre får aldrig ringet, og sagt ”Jeg har problemer med at holde på vandet”. Det er derfor vi i så vid udstrækning prøver at aftabuisere vandladning, og blandt andet efterlader pjecer fra Kontinensforeningen rundt omkring på sygehuset, i håb om nogen falder over dem, og den vej igennem søger hjælp”, siger hun.