Sundhed for skuespiller Mille Dinesen, 42, kan udtrykkes med ét ord: Balance. Og det handler om balance  – i alle livets aspekter. Fysisk som psykisk.

Hun har prøvet at være i voldsom ubalance - og den situation kombineret med en desperat higen efter det gode liv gjorde, at hun pludselig befandt sig langt ude over kanten, inden hun tog affære.

Det hele begyndte med en sjælsrystelse for 16 år siden.

”På et skrøbeligt grundlag fik jeg i 2001 på Rigshospitalet diagnosen sclerose og gik i chok. Jeg var 27 år, lige gået i gang med min uddannelse og pludselig meldte de store eksistentielle spørgsmål sig: Hvor længe lever jeg? Hvad sker der nu? Bliver jeg blind? Jeg ville da godt have haft fornemmelsen af at være udødelig i lidt længere tid.”

På et skrøbeligt grundlag fik jeg i 2001 på Rigshospitalet diagnosen sclerose og gik i chok. Jeg var 27 år, lige gået i gang med min uddannelse.

Mille Dinesen kigger på det tidspunkt ikke i sin journal og kender derfor ikke til diagnosens meget vage formuleringer. Lægerne har brugt vendinger som ”vi går ud fra” og ”symptomerne er sammenlignelige med…”. Hun bliver tilbudt medicinsk behandling, som eventuelt kan hjælpe, men bivirkningerne er mange.

”Min intuition og mavefornemmelse sagde, at det skulle jeg holde mig fra. Jeg droppede medicinen efter et par uger og begyndte at gå den alternative vej. Det blev, og er, stadig min hobby at gøre hvad jeg kan for selv at optimere min krop fysisk og mentalt.

Men dengang gik jeg helt amok. Jeg koncentrerede mig i begyndelsen først fremmest om den fysiske del. Jeg var bl.a. på et utal af udrensningskure, hvidløgskure osv. Men en dag, hvor jeg sad med alle mine grønne drikke, måtte jeg erkende, at jeg var ulykkelig og ensom. Jeg lukkede mig ude fra meget socialt samvær, fordi jeg skulle spise specielt og ikke ville drikke alkohol.

Måske er det på grund af den livsstil, sclerosen er holdt i ave. Jeg har ikke mærket noget til sygdommen, siden jeg fik diagnosen.

Gennem de seneste mange år er Mille Dinesen kommet frem til et fundament omkring sundhed, som virker for hende. Det er en livsstil, der ligger lige så naturlig for hende som at trække vejret. Og så har hun erkendt, at fysikken og det mentale hænger uadskilleligt sammen.

”Måske er det på grund af den livsstil, sclerosen er holdt i ave. Jeg har ikke mærket noget til sygdommen, siden jeg fik diagnosen. Jeg har hele tiden ønsket at tage ansvar for mit eget liv”.

Efter 16 år i den alternative verden har Mille Dinesen netop udgivet bogen ”Min egen vej”, Inspiration til et sundt liv i balance, hvor hun på baggrund af sine mange erfaringer giver læserne indblik i, hvad hun forbinder med sundhed og balance.

Jeg føler en ro

”Nu er jeg ikke længere fanatisk, men jeg kan stadig komme til at gå over grænsen. Forskellen fra før til nu er bare, at jeg er bevidst omkring det. Jeg kan mærke, når jeg overskrider grænsen og jeg ved, hvad der skal til for at komme tilbage på sporet.”

Der er flere elementer i Mille Dinesens fundament for at opnå balance.

”Jeg går til Body SDS-behandling og Body SDS-træning. Her er tale om en holistisk træning, der arbejder indefra og ud. Det er ikke blot massage. For mig er det en form for selvhelbredelse. Jeg træner også alene derhjemme og det er godt for både sjæl og krop.”

Kosten spiller en kæmperolle for Mille Dinesen. Den er byggesten for en sund krop. Hun tager masser af kosttilskud, men er ikke fanatisk omkring hvad hun putter i munden.

Jeg spiser mest om morgenen. Da kan jeg godt kaste mig over en hakkedreng med bløde løg og spejlæg. Til gengæld spiser jeg væsentlig lettere både til frokost og om aftenen.”

Psykologen er min livline. Alle burde gå til psykolog. Jeg er gennem de samtaler blevet klogere på mig selv, og har lært at deale med den angst, diagnosen satte i mig.

For at pleje sindet dyrker Mille Dinesen meditation - og så går hun til psykolog, når der er behov for det.

”Psykologen er min livline. Alle burde gå til psykolog. Jeg er gennem de samtaler blevet klogere på mig selv, og har lært at deale med den angst, diagnosen satte i mig.”

Når der er noget hun vil, sætter hun alt ind på det – 120 procent. Den damptromleenergi har som regel givet succes. Men på trods af hendes målrettethed har Mille Dinesen endnu ikke fået opfyldt ønsket om at blive gravid. Her bestemmer naturen.

”Det er en sorg i mit liv. Jeg har prøvet alt og måske været for opslugt af det. Når den kamp har stået på så længe og det ikke lykkes, sker der det, at momentum ryger. Jeg befinder mig der nu, hvor jeg ikke længere kan mærke, om jeg har lyst eller ikke lyst. Jeg tænker også på om jeg endnu en gang skal derhen, hvor jeg bliver så skuffet og ulykkelig, når det ikke lykkes at blive gravid. Så jeg tumler med spørgsmålet, om jeg igen skal i hormonbehandling.”

Hvor står du i dit liv?

”Et rigtig godt sted. Jeg kan lide at være 42 og jeg har fået den rigtige balance mellem arbejdsliv og privatliv. Jeg føler en ro, og lige med undtagelse af graviditets-projektet ved jeg hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil.”