Det er med nattetisseri som gåden med hønen og ægget - står man op fordi man skal tisse, eller tisser man for en sikkerheds skyld, fordi man nu alligevel er oppe? At skulle op flere gange om natten er ikke alene en plage, det er også tegn på, at noget er galt.

Forebyg nattisseri

Drik ikke 2-3 timer før sengetid. Sørg for at tømme blæren helt, inden du går i seng. Tis eventuelt en gang før du børster tænder og en gang efter. Hvis du føler tissetrang i sengen, så lav nogle knibeøvelser, tænk på noget andet, og prøv at sove videre. På den måde kan du "narre" tisserefleksen.  Hjælper disse råd ikke, skal du kontakte din læge og få klarlagt årsagen og eventuelt starte en medicinsk behandling.

Årsager til natlig vandladning

  • For stor døgn-urinproduktion, som skyldes at man drikker for meget væske.
  • En overaktiv (nervøs) blære, som vil tømmes hele tiden, også selvom den ikke er fyldt.
  • For stor natlig urinproduktion, fordi man ikke danner nok af det hormon, som nedsætter urinproduktionen under søvn.

For lidt søvn som følge af de mange toiletbesøg øger trætheden og koncentrationen om dagen. Humøret og kræfterne svinder, og man kan over længere tid få en dårlig livskvalitet. Samtidig øger for lidt søvn risikoen for hjerte-kar-sygdomme.