Vaginal tørhed, der giver udflåd og følelsen af at have sandpapir mellem benene, er en helt almindelig del af overgangsalderen. Mange kvinder går rundt med det uden at søge hjælp, men der er mange muligheder for at slippe af med det generende symptom på hormonforandringerne.

Det fortæller gynækolog Christine Felding, der understreger, at man godt kan opleve problemer, selvom man ikke er i overgangsalderen.

P-piller kan også give tørhed. Der er ingen tal på, hvor mange kvinder, der har tørre slimhinder, men det er meget almindeligt.

“P-piller kan også give tørhed. Der er ingen tal på, hvor mange kvinder, der har tørre slimhinder, men det er meget almindeligt. Og fordi det som regel er hormonelt styret, kan man ikke rigtig forebygge det,” siger hun.

Livslang behandling

Overgangsalderen og det faldende østrogen-niveau i kroppen er langt den mest almindelige årsag til vaginal tørhed. Det er umuligt at sige, hvem der vil blive ramt, og hvorfor nogle får det, mens andre slipper.

Der er til gengæld mange måder at behandle det på, fortæller Christine Felding, der dog understreger, at der ikke er nogen kur mod det.

“For langt de fleste vil problemet være der resten af livet. Derfor er det vigtigt at forstå, at behandlingen ikke er en kur, men en livslang indsats. Hvis man stopper med behandlingen, når tørheden er gået væk, så vil den bare komme tilbage i løbet af nogle ugers tid,” siger hun.

Behandlinger med og uden hormoner

En effektiv behandling kan være hormoner. De findes både som stikpiller og som en lille ring, man kan have siddende i skeden i 3 måneder.

Når man behandler lokalt med hormoner, giver det hverken øget risiko for blodpropper eller brystkræft - selvom det står i indlægssedlen.

“Når man behandler lokalt med hormoner, giver det hverken øget risiko for blodpropper eller brystkræft - selvom det står i indlægssedlen. Men den seddel er lavet til hormonbehandlinger generelt og gælder ikke for denne type,” siger hun og peger på, at man også kan tage hormonerne, selvom man har eller har haft brystkræft.

For dem, der ikke bryder sig om at tage hormoner, findes der andre muligheder i form af såvel tabletter, der skal sluges, som cremer og stikpiller, der virker lokalt.

Opsøg muligheder

“Man kan smøre lidt mandelolie på området, indtil den øvrige behandling virker, hvilket ofte kan tage et par uger,” siger Christine Felding, der peger på, at selvom det ikke er farligt, kan tørheden gå ud over livskvaliteten og sexlivet. Derfor er det en god ide at opsøge sin læge for at høre om mulighederne for at komme problemet til livs.