38-årige Grith Roldsgaard har haft sin stomi, siden hun var 24 år. Som Crohns patient levede hun et liv med angst og et liv afskåret fra sociale aktiviteter. Hele tiden levede hun med frygten for akutte toiletbesøg, og til sidst var det nemmere ikke at gå nogle steder. "Jeg havde sådan en trekant, jeg bevægede mig i. Arbejde-supermarked-hjem. Der var maks. 500 meter, og det var alt, hvad jeg kunne klare dengang". Da Grith som 24-årig talte med en bekendt, som også havde stomi, blev det hele afmystificeret for hende. Det var jo ikke så slemt, som hun havde troet. Derefter valgte hun at få en stomi, som skulle vise sig at ændre hendes liv markant. Pludselig styrede sygdommen hende ikke længere, og hun kunne gøre, hvad hun ville. Det var en enorm befrielse. Det betød masser af koncerter og restaurantbesøg.                              

Den perfekte stomikrop

"Da jeg blev opereret, sagde stomisygeplejersken, at jeg havde en god stomikrop! Jeg var lidt slankere dengang, og derfor var det nemt at finde et system, som passede til min kropsfacon. Der er mange individuelle hensyn at tage, men for mig var det rimelig ligetil at finde et passende system". Grith har i alle årene brugt det samme todelssystem. Det passer hende godt, og hvorfor skifte, når det nu fungerer? For hende er det vigtigt, at udløbet er nemt, så det er simpelt at tømme stomiposen. Selv siger hun, at hun er en tryghedsnarkoman, og derfor kan det være svært at skulle teste andre systemer. Alene frygten for utætheder er svær at håndtere, når nu alternativet er et system, der bare virker. 

Grith har selvfølgelig oplevet utæthed nogle gange, og derfor har hun lært at lægge en hudbeskyttelsesring ind. Hudbeskyttelsesringen fanger det, hvis det begynder at sive. Da klæberen ikke hæfter så godt på huden, bruger hun desuden beskyttelsesfilm, så den sidder bedre fast: "Derudover er jeg meget omhyggelig, så jeg bruger lang tid på mine skift. Jeg vil helst være sikker på, at det hele sidder ordentligt. Min sygeplejerske kalder mig den omhyggeligste stomist, fordi jeg bruger længere tid på skift end de fleste. Desuden skifter jeg pose hver morgen og hver aften, for så slipper jeg for at stå op om natten og tømme min pose. Jeg vil hellere sove hele natten. Og så tror jeg, at jeg har undgået hudirritationer ved at bruge det samme produkt år ud og år ind. Jeg har dog efter mit rygestop taget et par kilo på, og det har betød, at jeg skulle have en anden plade".

Rådgiver hos COPA

Grith Roldsgaard er i dag frivillig rådgiver hos COPA, hvor hun hjælper med vejledning til et godt liv som stomist: "Vi vejleder i vores eget lokalområde, i mit tilfælde Sydøstjylland. Det forgår på sygehuse, hjemme hos folk, pr. telefon eller pr. mail". - Og opmuntring er Grith den rette til at give - hun føler nemlig selv, at hun har fået sit liv tilbage.