I bund og grund handler det om at leve lidt sundere og måske tabe et par kilo for nogle af os. Derfor er det hensigtsmæssigt at skære ned på stivelsen fra pasta og ris og hvidt brød. Det kan til gengæld skiftes ud med masser af grøntsager og proteiner fra kød, vildt, fisk eller skaldyr til hvert måltid, fortæller Tatjana Albinus, ernæringsøkonom, forfatter og kostvejleder. "Der er mange misforståelser omkring disse betegnelser, og folk tror, at de skal spise fedt og drikke piskefløde, men de skal blot spise flere grøntsager. Det vigtige er blandt andet at undgå de hurtige kulhydrater, der giver en hurtig blodsukkerstigning efterfulgt af et blodsukkerfald, som giver øget sukkertrang. Når man spiser mange grøntsager, proteiner og gode fedtstoffer, stiger blodsukkeret langsomt og holdes stabilt, og man er mæt i længere tid," forklarer hun.

Rette vej

Der er mange mennesker, der gerne vil tabe sig på den rette kombination af kosten, og det er også den rette vej at gå. "Jeg tror ikke på, at vi tager på af en skefuld hummus eller et stykke kage en gang i mellem, men det er derimod vores spisevaner, hvordan og hvorfor vi spiser, der gør det. Det er selvfølgelig hensigtsmæssigt for et vægttab at begrænse indtaget af sukker – og de fleste danskere ville have godt af flere grøntsager og mindre af den ’hvide’ stivelse," siger Tatjana Albinus.

Fedtstoffer

Hun forklarer, at når man skærer ned på kulhydraterne fra brød, pasta og ris, må man tilføre nogle gode fedtstoffer som for eksempel gennem pesto, bacon, nødder, kerner eller eventuelt kokosmælk, hvilket giver både mæthed og stabilt blodsukker.