Ved at prøve noget nyt finder man måske noget, der er lidt mere funky.

”Sundhed, skønhed og velvære er i høj grad også psykisk og handler om at gøre gode ting for sig selv og huske at nyde. Men for at holde gnisten i forhold til god mad og sund kost skal man være nysgerrig. Vi har alle en tendens til at spise det samme. Ved at prøve noget nyt finder man måske noget, der er lidt mere funky,” siger TV-kok og forfatter Louisa Lorang.

Derfor kræver bedre ernæring og sundhed ikke nødvendigvis, at man ændrer sin livsstil. Kvinders sundhed kan øges ved blot at ændre lidt på de ting, man i forvejen gør.

Sund livsstil med saft og kraft

”Jeg er tilhænger af lige at knalde noget ekstra i, når jeg laver mad. Man kan f.eks. øge sundheden ved at bruge sorte bønner eller revet squash i sin kage. På den måde kan man tilføre ”gratis” grøntsager, så man bliver dækket ind. Ofte vil man endda opdage, at det giver kagen ekstra smag og saft. Det samme kan man gøre med f.eks. kødsovs,” siger Louisa Lorang.

Det er helt ok, hvis supermarkedet i forvejen har ordnet, skyllet og snittet grøntsagerne for dig.

Fokus på sund kost behøver heller ikke medføre lange indkøbslister, der skal bruges tid og ressourcer på.

”Man behøver jo ikke følge en opskrift slavisk. Man kan hurtigt justere efter egne behov og i forhold til, hvad man har i køleskabet,” siger hun.

Snyd dig til sundhed

En justering, der kan være med til at øge kvinders sundhed, handler om prioritering af grøntsager i forhold til kød. De fleste kender nok til at vælge kød først og derefter tilbehør i form af noget grønt.

”Gi’ grøntsagerne hovedrollen,” lyder Louisa Lorangs opfordring med tilføjelsen:

”Og snyd bare alt, hvad du kan. Det er helt ok, hvis supermarkedet i forvejen har ordnet, skyllet og snittet grøntsagerne for dig.”