Området har været lidt af en gråzone, og der er behov for at patienterne orienterer sig grundigt om behandlerne, inden de vælger en operation på en klink eller et hospital. Først og fremmest drejer det sig om behandlerens uddannelse og erfaring, fortæller Andreas Printzlau, formand for Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi. ”Det er vigtigt, at man læser om behandleren på hjemmesider og eventuelt ringer ham op og spørger til erfaringen med den relevante behandling, som ikke altid er til at læse sig frem til. Det er selvfølgelig lidt afhængigt af, hvad man skal have lavet, men med kosmetiske kirurgiske indgreb, skal der ofte en plastikkirurg til. Erfaringen er også afhængig af typen af indgreb. Hvor der for eksempel ikke foretages så mange ansigtsløftninger per år, har selv de mest erfarne plastikkirurger kun lavet nogle få operationer. Men patienten, der ønsker en fedtsugning, kan forvente en noget større erfaring, da der foretages mange hvert år,” forklarer han.

Vigtigt med rådgivning

Når man har fundet en kirurg med både den rette uddannelse og erfaring, så er det vigtigt, at man får en ordentlig rådgivning, siger Andreas Printzlau. ”Man skal tale med sin behandler eller læge inden operationen. Her er der nogen som sparer penge ved at lade en anden end behandleren tale med patienten, men det er væsentligt at høre om både muligheder og begrænsninger fra behandleren selv. Man bør afstemme forventningerne, således at patienten ved, hvad man kan opnå og eksempelvis ser billeder. Men lige så vigtigt er det at orientere om risici og eventuelle følgevirkninger som ar, blødninger, infektion eller nerveskader, hvis det er i ansigtet,” siger han og påpeger, at patienten skal kende både den positive og negative vægtskål, så hun eller han kan træffe et velunderbygget valg.

Uddannelse og erfaring

Andreas Printzlau undrer sig over, at flere patienter ikke efterspørger behandlernes uddannelse og erfaring, for det kan jo gå galt, når man foretager kosmetiske kirurgiske indgreb. ”De eneste kirurger, der ikke har komplikationer, er dem der ikke opererer. Hvis kvinderne havde efterspurgt uddannelse, erfaring og tjekket behandlerne grundigt før deres behandling, havde vi undgået de fleste af de skandaler, vi har set eksempler på i gennem en række år,” mener han.