Charlotte Bott var kun seks år, da hendes farmor døde tidligt af en blodprop. Det fik hendes forældre til at tage i mod et tilbud om kontrol på hospitalet hver tredje måned. Her blev det konstateret, at hun var en del af en temmelig overset patientgruppe - dem med arveligt forhøjet kolesteroltal. Da hun var omkring ti år kom hun med i et forsøg med ny medicin, hun mener har været med til at nedsætte risikoen for en tidlig død.

Som 25-26 årig fik jeg lavet en ’overbrænding’, som gav mere plads i mine årer omkring hjertet.

”Da jeg var en 15-16 år, blev jeg overført til kontrol via min egen læge. Der skete dog også mange andre spændende ting i sådan en ung piges liv, så der gik nogle år, hvor jeg ikke fik min medicin, og min livsstil måske ikke var så hensigtsmæssig. På et tidspunkt fik jeg bøvl med hjertet igen i form af en hurtig hjerterytme. Som 25-26 årig fik jeg lavet en ’overbrænding’, som gav mere plads i mine årer omkring hjertet. Herefter begyndte jeg at tage det alvorligt igen,” forklarer hun.

Medicin var redning

I dag er Charlotte Bott 42 år og har taget sin medicin siden, og det har sandsynligvis reddet hende fra at få en tidlig blodprop. I sommer blev hun opereret igen på baggrund af opfølgningen fra hospitalet.

”Jeg fik en hjerteoperation, fordi der var forsnævringer i fire af mine årer omkring hjertet. Hvis jeg ikke havde spist min medicin i alle årene, kunne det let være opstået tidligere og være endt fatalt,” siger hun.

Min store dreng, Lukas, er i dag 12 år. Han har sygdommen og er i dag i behandling.

Nødvendigt med tjek af børnene

Charlotte Bott har to børn, og da der er 50 procents risiko for arvelighed, er det vigtigt at få tjekket, om børnene har arvet sygdommen.

Det er ikke så let at fortælle et barn, at han eller hun har en sygdom, som ikke kan ses eller mærkes nu og her.

”Min store dreng, Lukas, er i dag 12 år. Han har sygdommen og er i dag i behandling. Kolesterolværdien er faldet betragteligt, og hele familien har lagt livsstilen om med motion og sunde kost. Bortset fra medicinen, så påvirker det ham heldigvis ikke i hverdagen. Han har fortalt om det til sin klasse, spejdergruppe og andre voksne, han er i kontakt med,” forklarer hun.

Ubehandlet er det en tikkende bombe

Andre i Charlotte Botts familie tackler det lidt mere til og fra, når de kommer i tanke om det, fortæller Charlotte Bott og tilføjer, at ubehandlet er det jo en tikkende bombe.

Jeg vil gøre alt for mine drenge, for det føles som min ’skyld’, at de måske også har sygdommen, så de skal have den rette behandling.

Charlotte Botts yngste søn er i dag seks år, og hun og hendes mand har talt om, hvornår det er rigtigt at få ham tjekket og muligvis begynde med medicin.

”Vi er enige om, at der skal gå nogle år endnu, for før kan han ikke forholde sig til, at han måske er syg og skal tage medicin. Jeg vil gøre alt for mine drenge, for det føles som min ’skyld’, at de måske også har sygdommen, så de skal have den rette behandling,” understreger hun.