Anne Nielsen stirrer på refleksionen af sit 167,5 centimeter høje legeme i spejlet. Det er lidt som om kroppen er blevet småfirkantet efter de 1,69 børn, hun har født. Badevægtens kantede, digitale tal viser gennemsnitlige 68 kilo og Anne tænker, at hun må forsøge at kickstarte den kur igen. Eller måske kunne hun realisere nytårsforsættet om et halvmaraton. Bør alle mennesker med respekt for sig selv ikke løbe sådan et, funderer hun? Njaeh…sidste plan om at gennemføre lignende blev gravlagt sammen med det indkøbte løbenummer efter de første par ugers intervaltræning. Måske skulle man starte i det små med opnåelige 5 kilometer. Det er trods alt nogle måneder siden løbeskoene sidst rørte asfalt.

Det ville være fint at komme i gang. Anne har fornyligt læst, at 44,4% af de danske kvinder er moderat til svært overvægtige. Selvom Anne er gennemsnitlig, kunne hun måske hive BMI’et et par indekstal ned fra 24+. God form er trods alt godt for forebyggelse af diabetes, knogleskørhed, blodpropper og lignende djævelskab. Kvinder er jo mere disponeret for langvarig sygdom end mænd specielt i en høj alder. Hvis Anne Nielsen vil nå de 83,4 år hun statistisk set har til rådighed, ved hun godt, hun skal leve sundere.

Kæmpe for forholdet eller skilsmisse

Det er søndag, og Anne stikker sine average størrelse 39 ned i et par Shepherd-hjemmesko og går ind til Peter i den blege, nordisk inspirererede spisestue. Anne har været gift med Peter i 9,1 år. Det fungerer, men så heller ikke mere. Mere end 50% af alle skilsmisser sker indenfor de førs te 11 år. Med lidt arbejde for kærligheden, kan de forhåbentlig undgå at blive en del af skilsmissestatistikken. Det vil også glæde deres 1,69 børn, Magnus og Emma.

Stress og brystkræft

Anne puffer lidt til en Kählervase, der er i vejen på spisebordet, overtager avisen fra Peter og bladrer lidt formålsløst i den, før hun bytter den ud med sin smartphone. Hun starter sin arbejdsmail som 4 ud 5 af os gør det i fritiden, selvom hun godt ved, hun ikke burde på en fridag. Om nogle år bliver Anne en af de 140.000 kvinder, der rammes af langvarigt stress på grund af såvel arbejdspres som skilsmisse. Når hun er kommet sig og er kravlet tilbage på arbejdsmarkedet, rammer hun klimakteriet og skal som tre fjerdedele af sine alderssvarende kønsfæller pludselig forholde sig til den voldsomme fysiske reaktion og behandlingen af symptomerne. Om 10 år finder Anne Nielsen en knude i sit bryst. Hun er blandt en af de ca. 5.700 kvinder, der får konstateret brystkræft det år. Hun er også en blandt de 87 procent, som overlever, fordi hun
jævnligt har tjekket sine bryster og derfor diagnosticeres i en meget tidlig fase.

I gang med at løbe

Anne tager den første af dagens 4 kopper kaffe og kigger ud i haven. Hun lukker øjnene og prøver at fortrænge den fjerne hovedpine fra rødvinen i går. Godt, hun har kvittet smøgerne. De gør kun den slags værre. Så rejser hun sig og går ud for at finde sit løbetøj. Hun skal eddermame passere de 83,4 år.