Kvinder vil altid være overrepræsenteret, når det drejer sig om knogleskørhed. Det skyldes bl.a. at mænd ikke går i overgangsalder som kvinder, samtidig med at mænd har fysisk større knogler, hvilket i sig selv giver en større styrke.

Fra 40-års alderen taber alle uanset køn og race mellem 0,5 og 1,0 procent af knoglemængden, men da kvinder i overgangsalderen holder op med at producere hormonet østrogen, taber de ekstra 5-10 procent af den knoglemasse, de har bygget op.

Der er risikofaktorer, man som kvinde skal være opmærksom på, hvis knogleskørhed skal opdages i tide, fastslår professor og overlæge Bente Langdahl, Medicinsk Endokrinologisk Afd., Aarhus Universitetshospital.

Oplever man at brække knogler ved blot et fald på et fortov, kan det være tegn på knogleskørhed og kvinden skal lade sig undersøge.

”Det har bl.a. væsentlig betydning, om der er knogleskørhed i familien. Sygdommen går i arv. Som ryger vil man også opleve et større knogletab – ligesom det influerer på risikoen, hvis man er meget tynd eller ikke særlig fysisk aktiv. Oplever man at brække knogler ved blot et fald på et fortov, kan det være tegn på knogleskørhed og kvinden skal lade sig undersøge.”

Den store udfordring ved sygdommen er ifølge Bente Langdahl, at kvinderne intet mærker til de tynde knogler før de har fået et brud. Og netop derfor er dialogen med den praktiserende læge omkring opsporing af tilstanden i tide og vigtigheden af behandlingen alfa og omega.

”Patienterne skal have en grundig forklaring på, hvorfor behandling er nødvendig. Der skal følges op på evt. ubehag i forbindelse med behandlingen og det skal aftales hvornår, der skal foretages en ny scanning af knogler, typisk efter 2-3 år.”

Tabletbehandlingen er ikke den rigtige for alle. Nogle vil opleve bivirkninger og andre, som måske rejser meget eller har anden sygdom, kan nemt glemme tabletten.

Langt de fleste starter en behandling med tabletter. En tablet om ugen. Den skal tages om morgenen på fastende hjerte. Der skal så gå en halv time inden man må spise morgenmad og drikke kaffe. Man må heller ikke ligge fladt ned, men gerne sidde.

”Tabletbehandlingen er ikke den rigtige for alle. Nogle vil opleve bivirkninger og andre, som måske rejser meget eller har anden sygdom, kan nemt glemme tabletten. Der er ingen tvivl om, at en del kvinder dropper behandlingen, fordi de finder den besværlig. Derfor er det vigtigt at patienterne ved, der er et alternativ i form af en indsprøjtning hvert halve år.”

Bente Langdahl mener, at det generelt er lettere at tage uge tabletten, jo yngre og raskere man er. ”Jo ældre kvinden er, desto mere medicin skal hun ofte tage og så bliver det sværere at have styr på den ugentlige tabletbehandling for knogleskørhed. Her er alternativet på sin plads.”

 

Fakta

HVAD KAN MAN GØRE SELV

  • Det er vigtigt at indtage en alsidig kost, og til forebyggelse af osteoporose er det især vigtigt at se på, om man får tilstrækkeligt med kalk og d-vitamin. Mangel på kalk og D-vitamin hos voksne fører til øget kalktab fra knoglerne og senere hen til øget risiko for knogleskørhed. Hos børn medfører det, at knoglerne ikke opbygges til samme styrke, som hvis kosten indeholder tilstrækkelige mængder af kalk og D-vitamin.
  • Daglig motion begrænser det aldersbetingede knogletab, så der er al mulig grund til at være fysisk aktiv hver dag og styrke kroppen.
  • Undgå rygning. Hvert sjette hoftebrud kan forklares med rygning. Det skyldes at rygere er slankere, kommer tidligere i overgangsalderen og har et lavere niveau af det kvindelige hormon, Østrogen, i blodet end ikke-rygere.

Kilder: sundhedsstyrelsen, osteoporoseforeningen